Boligforeningen Århus Omegn blev stiftet den 25. august 1953 under navnet Byggeselskabet Aarhus Omegn af nogle aktive mennesker, der fandt, at behovet for flere boliger i Viby var iøjnefaldende stort.
Frem til 2003 bestod bestyrelsen primært af aktive erhvervsfolk. I 2003 fik beboerne den fulde indflydelse i Århus Omegn, da det på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde blev besluttet at omdanne selskabet til en forening. Siden da har bestyrelsen udelukkende bestået af beboere i Århus Omegn.
Århus Omegn er en almen boligforening, der i dag administrerer over 2.800 boliger. Boligerne ligger i alle typer byggeri - fra traditionelt murstens- og betonbyggeri til moderne tæt-lav byggeri. Vore boliger er inddelt i 14 afdelinger, der ligger i Viby, Hasselager, Solbjerg, Lystrup, Århus N og Århus C.
Der er tale om 14 selvstændige afdelinger, der hver især vælger deres egen afdelingsbestyrelse blandt afdelingens beboere til at varetage afdelingens interesser.
Vore fire ældste afdelinger i Møllevangen, Borgmester Jakob Jensens Gade, Skt. Marcus Kirkeplads/Grønnegade og Finsensgade er resultatet af en sammenlægning med Byggeselskabet Århusbo i oktober 1997. Fra januar 1988 og frem til sammenlægningen havde Århus Omegn en administra-tionsaftale med Århusbo, en aftale der indeholdt de fire afdelinger med i alt 274 boliger, fire erhvervslejemål og en børneinstitution.
Århus Omegn spænder over en mangfoldighed af bebyggelser
Boligforeningens første byggeri blev igangsat i 1955 på Kaj Munks Vej i Viby og fik navnet Præstevangen. De første beboere flyttede ind i 1957 i det på den tid luksusbetonede byggeri, der var opført uden mursten. Afdelingen blev færdiggjort i 1968 med opførelsen af blokkene på Vidskuevej.
Efter Præstevangen fulgte Rosenhøj i slutningen af 1960´erne, også beliggende i Viby. Rosenhøj er Århus Omegn´s største afdeling bestående af 27 blokke med 840 boliger. Byggeriet er en del af "Sydjyllands-planen" og er som det eneste byggeri af sin art opført i fire etager.
Også afdelingerne Elstedhøj og Grøfthøjparken er opført i beton, men fra 1982 er alt byggeri opført i mursten med rækkehusbebyggelsen for handicappede i Grøfthøjparken som første byggeri. Herefter fulgte bebyggelser i Skovhøj (Hasselager), Egevangen (Solbjerg), Majsmarken (Lystrup), Matildelundsvej (ungdomsboliger i Viby) og som det foreløbig seneste byggeri bebyggelsen i Skovhøj, der fortrinsvis udlejes til ansøgere over 55 år.
De fire afdelinger, som oprindeligt tilhørte Århusbo, er alle opført i mursten. Den ældste afdeling er Møllevangen, der blev opført i 1948-50 og består af 24 rækkehuse. I Borgmester Jakob Jensens Gade ligger en enkelt fritliggende blok med 28 boliger, der alle har altan mod Vestre Ringgade. Den største afdeling i det tidligere Århusbo er beliggende på Skt. Marcus Kirkeplads og Grønnegade, opført i 1953-59, bestående af 117 boliger uden altan. Den yngste afdeling fra Århusbo er fra 1962-64 og er belig-gende i Finsensgade i nordbyen. Afdelingen rummer 105 boliger, er opført i syv etager og har som den eneste afdeling elevator.